lørdag den 24. januar 2015

Inspirationen kom...

fra en sten.

Jeg har strikket en sten og broderet et firben på. Jeg har brugt garnrester. Den skal bruges som dørstopper.
Firbenet er broderet med tungesting, som ligger oven på strikken. Jeg har fyldt den med grødris, da den skal være indendørs.
Opskriften kommer.

onsdag den 21. januar 2015

Jeg elsker...

krydderier. I aftes lavede jeg en variant af den klassiske ribbensteg. Den blev stegt med et krydderimiks - fivespice.
Fivespice: rist 2 kanelstænger, 6 stjerneanis, 1 spsk. fennikelfrø og 2 tsk. szechuanpeber på en tør pande i ca. 2 minutter. Bland dem i kaffemøllen og sigt evt. Bland med 1 tsk. stødt ingefær. Klar til brug.
Varm ovnen op til 220 grader. Gnid saltet godt ned i den ridsede svær. Sæt stegen i den varme ovn i ca. 20 minutter. Tag stegen ud, og skru ned på 180 grader. Drys sværen godt med fivespice-krydderiet ca. 2 spsk. Sæt stegen tilbage i ovnen og steg videre i ca. 1½ time.
Velbekomme.

fredag den 16. januar 2015

Tanker omkring...

mine design:

  • Design er for mig at få materialer, farver, mønster og facon til at gå op i en højere enhed.
  • Broderi, strik og re-design giver mig udfordring, afslapning og underholdning.
  • Småting, som gør mine kreationer færdige er en lækker struktur, en lille fiks deltalje eller en fin knap.
  • I re-design og strik skal der være en god og enkelt pasform.


Hvad gør en prøve brugbar for mig:

  • det har jeg vist ikke prøvet før!
  • et mønster
  • en aflukning
  • en teknik
Mine design udspringer tit i et behov jeg selv har. En bluse jeg har lyst til at tage på, et boligtekstil, som passer ind i mit hjem. Det afgørende for mine design er, at det er noget som jeg vil bruge og får brugt. Jeg prøver det af, for at se om det virker. Hvis ikke, må det laves om.
Min morfars rokkestol, som jeg har ombetrukket. Der er broderet en tynd stribe i pink mellem 2 striber i venstre side.

onsdag den 14. januar 2015

Med Hendes Verden...

i denne uge var der 2 mininøgler bomuldsgarn.
Mine farver
Jeg har strikket en halskæde.
Halskæde - 60 cm lang
Jeg har slået 120 m op og strikket 4 omgange glat på rundpind. Lukket af. Af nøglerne blev der 2 af hver farve. Af resterne strikkede jeg et stykke i ret med 12 masker og til der ikke var mere garn. Hæftede enderne. Jeg syede det lille lige stykke sammen rundt om de 4 bånd.

tirsdag den 13. januar 2015

Jeg er igang...

med at forberede mig til strikkeworkshop. Du kan stadig nå at tilmelde dig.

Workshop i strik onsdag d. 28 januar 2015 kl. 19.00 til kl. 22.00
Ta’ garn og pinde med og få en hyggelig aften med inspiration. Vi skal bl.a. strikke prøver med kanter og snoninger. Mangler du hjælp til at læse din strikkeopskrift klarer vi også det.
Sted: Palleshavevej 3, Gestelev, 5750 Ringe
Pris: 100 kr. incl. kaffe/te og lidt sødt
Tilmelding: Mail eller på tlf: 62 66 15 20.
Deltagerantal: max 6 personer. Først til mølle-princippet.
Strømpe strikke med snoninger uden brug af hjælpepind.
Vi snakker om der er interesse for flere strikkeworkshop og hvad de skal indeholde (jeg har flere ideer).

tirsdag den 6. januar 2015

Jeg er færdig...

med mit tæppe i garnrester. Min inspiration kommer fra bogen: Arne og Carlos: Håndarbejde i haven.
Jeg har samlet alle mine i garnrester jeg havde og dem jeg har fået, som passer til p. 4. Slået 236 m (145 cm) op og strikket ret til det måler ca. 180 cm.
Hvor er der mange garnender, som skal hæftes? Det er NU gjort.

mandag den 5. januar 2015

Jeg har ikke...

modelmål på mine arme. Jeg har længe gået og snakket om, at ærmerne på min strikket cardigan er for lange. Den er købt. NU har jeg gjort noget ved det. Jeg har klippet af og lavet en afslutning.
Det ene ærme
Det andet ærme
Den færdige cardigan. Muligvis skal jeg også have gjort noget ved kanten.
Fremgangsmåde:
Klipper op i hver 2. maske
Samlet maskerne op
Jeg har slået samme maskeantal op, som jeg har samlet op. Det skal gerne være ulige antal. Strikket en kant a' la industrien, også kaldet en rouleaukant.

P.1 og p.3 (vrang): 1 ret = kantmasken, * 1 vrang, 1 vrang løs af med tråden bag masken dvs. på retsiden *, gentag fra * til *, slut med 1 vrang, 1 ret = kantmasken.
P.2 og p.4 (ret): 1 ret, *1 ret, 1 vrang løs af med tråden foran masken (tråden fra 1. og 2. pind ligger parallelle) *, gentag fra * til *. Slut med 1 ret, 1 ret.
Kanten er færdig når de 4 pinde er strikket.
Jeg har strikket en vrangpind med orange eller bordeuax.
Pinden fra ærmet og den strikket kant har jeg lagt parallel og syet maskesting gennem maskerne på pindene.
Til sidst har jeg syet begge ærmer sammen og hæftet enderne. Vasket cardiganen og nu har jeg en næsten ny cardigan, som passer på armene.

torsdag den 1. januar 2015

I mit 2014...

...skrev jeg 103 indlæg på bloggen. De mest læste indlæg den sidste måned.
27/12/2014


04/04/2012

05/12/2014

15/12/2014
...var jeg på flere inspirerende kreative kurser.
...havde jeg købestop på tøj, garn og stof.
...blev jeg arbejdsløs. Første gang i ca. 30 år.
...fik jeg en ny jobtitel - free lance håndarbejdslærer.
...fik jeg konstateret leddegigt. Har det godt efter jeg har fået medicin.
...begyndte jeg at undervise i aftenskolen. Desværre blev flere hold aflyst. Håber på bedre held i 2015, så jeg kan leve af det.
...begyndte jeg at sælge mine unikke designs.
...koncentrerede jeg mig om broderi, re-design og design af garnrester.

En bluse, som var blevet for kort og ellers dømt til at smide ud. Jeg har strikket en ribkant og syet den på forneden. I halskanten har jeg syet fransk knuder. Jeg har brugt samme garn som til ribben. Jeg tror, den hurtig kan blive min yndlingsbluse.
Godt nytår.